Du er her: Forside > Aktuelt > Arkiv - aktuelt Læs siden op - link til adgang for alle . dk               Link til Lundeborginfos Facebook-gruppe     
     

Arkiv - aktuelt

   
     

Tilbage til liste

13-08-2013 kl. 11:20

Pressemeddelelse - Lundeborg havns 150 års Jubilæum

Lundeborg Havn har 150 års jubilæum i år, og det fejres med et brag af en musik-weekend for både børn og voksne den 17. og 18. august.  The Baronets, Stig Møller Trio, Erik Clausen, fire børnebands og Lundeborg Musikforening sørger  for underholdningen sammen med en rytmisk workshop, hvor alle børn kan prøve kræfter med musikken.

 

Der bliver bl.a. også storytelling for børnene, og for de helt små bliver der ansigtsmaling og mulighed for at male på sten. Musikweekenden bliver tyvstartet fredag aften af Lundeborg Musikforening med bandet Huddi  Blues i Aktivhuset på havnen.

 

Lørdag eftermiddag optræder tre børnebands - nemlig Sixteen Eyes fra Midtfyn, Tuesday Night Music Club fra Svendborg og The Golden Boys fra København. Dagen slutter med rock for de voksne i Aktivhuset med det legendariske toporkester fra 60'erne, The Baronets, som spiller til bal  med lokale Lasse Helner i front. Baronets møder med originalbesætningen fra 1967, og byder på  god, gedigen rock'n'roll og fest- stemning. Koncerten er en fødselsdagsgave til Lundeborg Havn fra Svendborg Rocks i samarbejde med Lasse og Mathilde.

 

Søndag optræder et børneband fra Ryvangens Børnehave i Hellerup, og bandet kommer sejlende til Lundeborg med skib fra Svendborg Sejlerskole. Sidst på eftermiddagen er der underholdning og musik for de voksne i Aktivhuset, og det er  Lundeborg Borgerforenings gave til havnen. Under overskriften ”Vi bliver færre og færre – nu kan  det ikke blive værre!” optræder multikunstneren Erik Clausen i 50 minutter, og derefter fyrer Stig  Møller Trio den af i to timer. Med sig i trioen har Stig Møller som sædvanlig Peter Ingemann samt  Hans Fagt.

 

Musikweekenden bliver skudt i gang af Svendborgs borgmester Curt Sørensen og formand for kultur og planlægning i Svendborg, Bruno Hansen, med fødselsdagstaler til Lundeborg Havn.

 

- Vi glæder os til at se masser af glade børn og voksne i jubilæumsweekenden, siger Hanne Bering fra arrangementsgruppen. - Aktiviteterne og musikken på havnen er gratis, og billetsalget til  arrangementerne i Aktivhuset går strygende, tilføjer hun.

 

 

 

Hanne Bering

 

Bazar Lundeborg